« Tilbage

Storm P. og evangeliet

Veloplagt foredrag ved Niels Christian Kobbelgaard

Mange kender Storm P.’s finurlige opfindelser, hans nummermænd, hunden Grog, Peter og Ping, »fluerne« og ikke mindst hans vagabonder og klovner. Storm P har dog også andre sider, som ikke er så kendte. Vi skal møde den unge Storm, der som en gammeltestamentlig profet revser sin samtids magthavere. I avisernes spalter kommenterer Storm P. livets gang på godt og ondt.

Det er karakteristisk for Storm P., at han i alt hvad han skriver og tegner og maler, kredser om at forstå livet som menneske. Her viser han sig som den, der bærer på en stor medfølelse overfor de i alle måder mindste. Det er også hos dem, han finder den forundringsparathed, der åbner sig mod livet. Det er »de små«, han bruger som »forkyndere« af livets storhed, varme og glæde. Her viser Storm P. sig som en sand evangelisk forkynder.

Ind i alt, hvad Storm P. malende formaner og forkynder, mærker vi hans varme humor, som vel om noget er Storm P.’s varemærke.

Niels Christian Kobbelgaard voksede op i Skjern. Han blev cand.theol. i 1982. Siden sognepræst i Haderslev; Højskoleforstander på Haslev udvidede Højskole. Præst og provst i Sunds og Herning Nordre provsti. Domprovst i Aalborg fra 2011 til 2020. Efter pensionen holder Kobbelgaard foredrag og underviser i »Teologi for voksne« i Viborg.

Entré og kaffe 50 kr.

Arr. Menighedsrådene i Ljørslev og Ørding, Beboerforeningen og Aktivitetshuset.